Når man har læst en bog som Dinas bog, får man meget at tænke over. Man følger sin hovedpersons identitet gennem hele forløbet og føler sorg, glæde og smerte på samme måde som hun. Man drages til at følge Dina gennem alle hendes længsler og den autistiske adfærd, samtidig med, at man føler sig som den eneste i verden som forstår det vanskelige sind, bag det lukkede ydre - tror man.
For det mest interessante ved denne bog er at man aldrig forstår sin hovedperson helt. Bedst som man føler sig hjemme i hendes psyke, sker der noget helt uventet og man befinder sig atter engang på herrens mark.
F.eks. i slutningen føler man, at Dina langt om længe har styr på sit liv. Hun viser for første gang lidt omsorg for sin søn, som hun ellers indtil da har overladt i andres varetægt og behandlet ham på samme måde som hun selv blev det. Hun ved jo ikke, at børn har brug for omsorg når hun kun selv har oplevet, at få den ganske kort af sin mor.
…
